– at tage sig selv alvorligt, før kroppen siger stop

Mange mennesker fungerer godt udadtil.
De tager ansvar, holder overblik og gør det, der forventes.

Alligevel oplever mange en indre uro, træthed eller spænding,
som ikke helt forsvinder – heller ikke når opgaverne er løst.

Ofte bliver det beskrevet som overstimulering.
Ikke som et problem, men som en tilstand, der opstår,
når der har været for meget input i for lang tid.

Dette indlæg handler ikke om løsninger eller teknikker.
Det handler om at orientere sig indefra
og tage kroppens signaler alvorligt, før de bliver mere insisterende.


Hvad overstimulering egentlig er

Overstimulering er ikke et tegn på, at noget er galt.
Det er et tegn på, at et system har registreret mere,
end der har været plads til at bearbejde.

Input kan være mange ting:
tempo, indtryk, relationer, skift, forventninger, information.

Kroppen registrerer det hele – også når vi mentalt er videre.
Ikke for at skabe problemer,
men for at bevare sammenhæng.


Den indre alarm

Når kroppen reagerer, selvom man rationelt ved, at alt er i orden,
er det let at tænke, at noget er forkert.

Men ofte er det ikke et problem.
Det er en alarm.

Den indre alarm er ikke faren i sig selv.
Den er et orienteringssystem, der reagerer på belastning og forandring.

For mange bliver alarmen aktiv netop i perioder,
hvor noget er ved at ændre sig.
Nye udfordringer. Nye muligheder. Nyt terræn.

Ikke fordi man er på afveje,
men fordi systemet registrerer bevægelse ind i det ukendte.


Når kroppen reagerer i mødet med andre

Nogle reaktioner opstår ikke indefra.
De opstår i samspil.

Når tempoet bliver for højt.
Når noget bliver taget for givet.
Når der bliver trukket i én, uden at der bliver lyttet.

Måske mærkes det som spænding.
En indre modstand.
En trang til at trække sig eller forklare sig.

Kroppen reagerer før sproget.
Ikke for at skabe konflikt,
men for at bevare sammenhæng.

At lægge mærke til reaktionen
er ofte det første skridt i retning af klarhed.


Overstimulering handler ofte om plads

Når der har været for meget input i for lang tid,
er løsningen sjældent mere indsats.

Et overstimuleret system bliver ikke stærkere af pres.
Det bliver mere opmærksomt. Mere reaktivt.

Det, der ofte mangler, er plads.
Mellemrum. Luft.

Færre indtryk.
Mere plads mellem det ene og det næste.

At tage hensyn til det er ikke at trække sig tilbage.
Det er at forholde sig realistisk
til, hvordan man faktisk fungerer.


Hvad jeg gør, når jeg mærker overstimulering

Når jeg mærker, at der har været for meget input,
gør jeg noget meget enkelt.

Jeg sætter mig ned.
Enten på gulvet i skrædderstilling
eller på en stol med begge fødder i gulvet.

Jeg tænder et stearinlys
og lader blikket hvile i flammen.

Jeg trækker vejret langsomt.
Ikke for at ændre noget.
Bare for at lade tempoet falde.

Jeg sætter et ur til otte minutter,
så jeg ikke skal holde øje med tiden.

I de minutter gør jeg ikke andet
end at lade opmærksomheden samle sig ét sted:
flammen, åndedrættet, tyngden i kroppen.

Der er ikke nødvendigvis ro bagefter.
Men der er ofte mere plads.

Og det er som regel nok.


Afslutning

Indre klarhed opstår ikke ved pres.
Den opstår, når der er plads nok.

Ikke som et mål,
men som en tilstand, der langsomt bliver tydelig,
når man tager sig selv alvorligt i tide.